13.12.09

En ny slags effektgarn

På engelsk kaldes dette effektgarn bl.a. cocoon eller coiled yarn, og inspireret af en artikel af Jacey Boggs i det nye Spin-Off (winter 2009 pp. 44) gav jeg mig i kast med at lære dette (for mig) nye garn..
Som de fleste effektgarner skal dette garns specielle udtryk skabes i tvindingen, men før dette kan ske skal der jo nogle tråde til. Jeg skulle bruge 2 tråde: en meget tynd, hårdtspundet, jævn tråd og en tyk-og-tynd tråd (flamégarn), også hårdt spundet.
Jeg havde allerede en spole med noget glemt og formålsløst 1-trådet soyaproteinfiber-garn på en spole, så det kunne jeg bruge som det tynde element. Flamégarnet gav jeg mig til at spinde af en rest håndfarvet shetlands-top jeg fandt i en af kasserne. Det gik rigtig fint, syntes jeg.
Det va først da jeg begyndte at tvinde at jeg fik problemer.. Det gik hurtigt op for mig at mine kokoner blev alt for løse og lådne og fluffy. Det var rigtig svært at liste dem gennem piben og forbi krogene på min gamle Ribe-rok. Kokonerne syntes jeg heller ikke så helt rigtige ud, de var simpelthen ikke faste nok. Sådan her så min første spolefuld ud:
Coiledgarn1
Før næste forsøg kørte jeg resten af flamégarnet en tur mere igennem rokken for at give det noget mere sno. Og det hjalp da også en hel del! Her er en af de bedre kokoner, helt friskspundet..
Coil
Denne gang var det meget nemmere at få struktur og form på kokonerne, og de var også noget nemmere at få gelejdet forbi vingekrogene. Ikke at det blev perfekt - slet ikke! Men trods alt fik jeg et bedre resultat i andet forsøg.
Coiledgarn2
Til mit trejde forsøg har jeg spundet en spolefuld merinould, og jeg tror jeg vil bruge et meget tyndt maskinspundet kamgarn sammen med det. Men allerførst vil jeg strikke en lille prøve af dette klumpede, fluffy og underlige effektgarn, mit første kokon-garn :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar